Iværksætteri – fortsat
Bibehold dit arbejde.
Der er ingen garanti for at man kommer til at tjene penge med det samme på ens forretning (eller overhovedet kommer til at tjene på noget tidspunkt), – der kan gå år før man har fået sit firma bygget op, eller man kan, som i vores tilfælde, starte under dårlige konjunkturer. Regningerne skal dog altid betales, – så kom ikke unødvendigt under pres ved at droppe det normale job. Prøv i stedet at få dine arbejdstider til at passe, det kunne være at have længere arbejdsdage de andre dage, og så have en ugentlig fridag, hvor man kan holde møder og klare alt det praktiske. Det kunne også være at arbejde 30 i stedet for 37 timer (hvis man har råd til det), – og så have 3 ugentlige arbejdsdage af 10 timer. Mange arbejdsgivere er fleksible, men det kræver du spørger.
Lav andre ting.
Sørg for at lave den forretning du har lyst til – ikke den hvor du tror du kan tjene flest penge. Det er lysten der driver værket, og resultatet bliver meget bedre i sidste ende. Følger man den devise, kommer man dog også ud for at bruge MEGET tid på sin forretning, der bliver som ens “barn”. Sådan skal det også være, men husk også at lave andre ting, så man ikke ender op med skærmøjne fordi man sidder så mange timer foran skærmen. Venner, kæreste, familie, sport, byturen, må ikke glemmes. Ligeledes kan det hjælpe at have en større gulerod forude som eksempelvis en længere rejse, hvor man ikke har sin PC med, men i stedet kobler helt af og ser på templer i Indien eller trekker i Andes bjergene.
Vær 2.
Jeg har oplevet, at det har været en kæmpe fordel at være 2. Man har forskellige kompetencer, og det er givende og brugbart at have en at sparre med. Derudover kan man holde hinanden oppe, når man synes det hele er lidt surt, og man oplever samtidig, at arbejdet skrider meget hurtigere fremad. Sørg dog for at finde en, som man kan holde ud at arbejde sammen med, for man kommer til at se rigtig meget til hinanden/være meget i dialog. I mit tilfælde er det en af mine bedste venner, – så vi ser det som en udvikling af venskabet. Husk dog også at lave andet end arbejde, så man stadigvæk bevarer venskabet. Så se at komme i gang, – Danmark mangler ikke iværksættere, – men de dygtige af slagsen.
Vi snakkes
Mvh Henrik
Endnu ingen kommentarer.